Google har netop fremvist den seneste opdatering til Android. Den bliver kendt som Jelly Bean og er version 4.1 af operativsystemet. Læs mere om nogle af de nye features.

I disse dage afholder Google deres årlige udvikler-konference, Google I/O 2012, i San Francisco. Ved åbningen præsenterede Google flere nyheder. Herunder deres kommende opdatering til styresystemet Android. Den seneste opdatering bliver også kendt som Jelly Bean og er version 4.1. Vi har set nærmere på nogle af de kommende fornyelser.
Project Butter og brugergrænsefladen
I rækken af mere eller mindre fantasifulde navne - før Jelly Bean havde vi Ice Cream Sandwich - har Google lanceret deres såkaldte Project Butter, som vedrører Androids brugergrænseflade. Hér har Google for alvor lyttet til dén kritik systemet tidligere har fået: det skulle fremover være tydeligt, at hastigheden er væsentligt forbedret. Det kan blandt andet opleves ved unlock-funktionen, hvor der var en meget hurtig respons.
I det hele taget har Google søgt at højne oplevelsen og mulighederne med brugergrænsefladen. Nu kan man for eksempel meget nemmere rykke rundt på skærmens widgets og hvor man tidligere kunne opleve problemer med plads, hvis der var behov for udvidelser, så sker der nu en automatisk tilpasning i størrelsen af en widget.
Chrome er præ-installeret
Med Jelly Bean får man Chrome præ-installeret i brugergrænsefladen og Google har sørget for at gøre det meget nemmere at skifte mellem de forskellige åbne tabs, når man browser.

Derudover forsøger Google nu også at præsentere deres egen version af Apples mere eller mindre heldigt udviklede Siri-funktion. Android 4.1 kommer nemlig med det, der skal være en hurtig og intuitiv stemmestyret søgefunktion: Google Now. Den bliver aktiveret, når man holder home-knappen inde, men kan også tændes ved at berøre skærmen og sige ”Google”.
Funktionen kommer i første omgang kun på engelsk, når Jelly Bean rammer Googles nye tablet, Nexus 7, og Galaxy 7 i juli. De lover dog, at den også kommer på andre sprog, men man skal nok ikke forvente en dansk version lige foreløbig.
De umiddelbare reaktioner på den stemmestyrede funktion var også en anelse lunkne, eftersom man i flere tilfælde blev nødt til at tilpasse det man sagde, for rent faktisk at få en søgning, der kunne bruges til noget.






